Den, som forelsker sig i sig selv, får ingen rivaler

af Alexander Fox

Det er igen blevet den tid på året. I det tidlige forår er det på tide at kigge tilbage på filmåret 2009. På søndag kulminerer året i det storslåede Oscar Show hvor vi endeligt skal have slået fast hvilke film, der løber med de eftertragtede priser og hvilke film, der må nøjes med æren at blive nomineret. For det er virkelig en ære, da Oscarprisen, eller The Academy Award som den officielt hedder, er den højeste anerkendelse man som filmskaber eller skuespiller kan opnå.

Lige siden 1929 har de største personligheder inden for mediet samlet sig til en årlig ceremoni, for at værdsætte hinandens film og til  sidst  fuldbyrde aftenen ved at give hinanden gyldne statuetter. Nogle tænker  måske at idéen i sig selv virker en smule slesk og selv-iscenesættende, og det er egentligt ikke helt skævt - hvis Oscarshowet er noget, så er det da selv-iscenesættende! Og det er det, der er så charmerende ved det. Hele det store show, lige fra den røde løber i starten af aftenen, til de tårevædede takketaler når vinderne er fundet. Men til syvende og sidst skal man huske på hvad det egentlige formål ved showet er: at hylde de film fra det foregående år, der har brændt det dybeste mærke i folks hukommelse; de film man som publikum er bredt enige om er årets absolut bedste.

I år er ingen undtagelse. De bedste 5 (eller 10) film er blevet fundet i hver deres respektive kategorier og nu venter kun det store show i Kodak Theatre i Hollywood, Californien.

En ged i hånden er bedre end ti på taget

af Alexander Fox

Skuespiller og lejlighedsvis instruktør George Clooney, er igen gået sammen med screenwriter og ”Good Night and Good Luck” producent Grant Heslov i en ny film – denne gang ikke i det politiske dramas hjørne, men derimod i den helt anden ende af filmspektret: en kulsort anti-krigskomedie med masser af absurd humor, slapstick jokes og ultra-hippier, karakteriseret af blandt andre altid eminente Jeff Bridges. Smid en sand drømmecocktail af talenter som Kevin Spacey, Stephen Lang og selvfølgelig Clooney ind i billedet, og du har hvad der på overfladen ligner et sikkert bud på en ny kultfilm i stil med klassikere som "Dr. Strangelove" og "The Big Lebowski". Det er dog desværre ikke tilfældet her.

Fortællingen følger hovedperson Bob Wilton, en relativ naiv journalist (spillet af en forholdsvis indifferent Ewan McGregor), der sætter sig for at dække begivenhederne i Irak-krigen efter nogle mildest talt deprimerende begivenheder på hjemmefronten. Så Bob kaster sig modigt ud i en krigsreportage, for at bevise sit værd – ikke bare over for sin ekskone og hendes nye mand (med armprotese), men også over for sig selv.

Men før han overhovedet når Irak, møder han i Kuwait en interessant mand ved navn Lyn Cassady, der til Bobs store forvirring fortæller, at han engang i 70’erne var en del af et militært hold af ”krigermunke”, også kaldet Jedi, der brugte deres usædvanlige kræfter til psykisk krigsførelse mod USA's fjender. Og pludselig, midt i Bobs fortvivlelse, er en historie havnet i favnen på ham, der måske ikke er så sandfærdig som Lyn proklamerer den til at være, men ikke desto mindre er det en historie – og en ganske interessant en af slagsen endda.

Når man læser filmens præmis, må man da indrømme at det er noget af en fantastisk historie man som fortæller, har mulighed for at bringe på det store lærred. Bare tanken om en militær enhed, der på rad og række sidder og stirrer på geder indtil de falder døde om, er ret så morsom. Og det er også hvad filmen er. Nemlig morsom.

Fordi som jeg ser det, kunne en film som denne være gået to veje: den vej som instruktør Grant Heslov valgte, nemlig ”gak og løjer” filmen, og så den lidt mere seriøse og indsigtsfulde komediefilm, der så ikke er tilfældet her. Til forskel fra den ”seriøse” komedie, så fralægger Heslovs film for det meste al seriøsitet for at fremhæve det komiske i de absurde situationer. Ikke at filmen ikke mestrer det komiske, det gør den bestemt. Der er flere gyldne øjeblikke, heriblandt en af de vel nok sjoveste åbningsscener i lang tid, udført med mesterlig ansigtskontrol af Stephen Lang. Og selvfølgelig Jeff Bridges, der er et gyldent øjeblik i sig selv. Bridges er skræddersyet til at spille udsyrede roller som Bill Django rollen kræver det, og som også var tilfældet i "The Big Lebowski". George Clooney har i det seneste årti bevist at han hører til i eliten, med fantastiske roller som i ”O' Brother Where Art Thou?”, ”Syriana” og ”Michael Clayton”, og i denne lidt rodede gedefilm, formår han da også at give den mest memorable præstation som den potentielt rablende tosse Lyn Cassady.

Men man kunne jo måske have valgt den anden vej - den lidt mere seriøse tilgang til de gale eksperimenter, der jo i sidste ende skulle bruges for at få det militære overtag. Hvis man nu havde gransket menneskets besynderlige midler for at nå målet lidt mere end det er tilfældet, havde man måske endt med en lidt mere samfundsrelevant film.

Vurdering

Jovist, det er da sjovt at se en hel deling amerikanske soldater høje på LSD i ørkenen, eller Lyn Cassadys forsøg på at ødelægge skyer med tankens kraft. Men ”gak og løjer” delen af filmen gør, at man som publikum, aldrig kommer videre end det uforpligtende grin. Og når filmen er færdig sidder man og ærgrer sig over hvor god en film, ”The Men Who Stare At Goats” rent faktisk kunne have været blevet.

3/6 stjerner

Visdom uden gerning er som en bi uden honning